Organisation
Projektledere
Karen Siercke
Karen er en netop nyudsprunget cand.scient.bibl. fra Danmarks Biblioteksskole. Inspireret af et ophold som praktikant og specialestuderende ved 826 Valencia i San Francisco – hvor hun blandt andet hjalp 54 unge med at skrive en bog – er Karen vendt tilbage til Danmark for at få det til at rumle med Ordskælv! på Nørrebro.
Udover sin kandidatgrad har Karen en bachelor i antropologi og praktisk erfaring som illustrator, webdesigner, is-producent, bogbinder og polaroidfotograf.
Hun kan rigtig godt lide burritos, tændstiksæsker og bobleplast. Når hun ikke bor i San Francisco, Reykjavík eller Paris, bor hun på Jægersborggade på Nørrebro med sin hund Hawaii.
Luise Jørgensen
Luise er uddannet kulturproducent og bruger sine erfaringer som arrangør af kulturevents til at få det til at rumle med Ordskælv! i hver en brosten på Nørrebro.
Luise har blandt andet været med til at arrangere NatFilm Festivalen, New Media Days og Roskilde Cinema på dette års Roskilde Festival.
I sin akademiske rygsæk har Luise desuden en bachelor i antropologi plus et ophold på film- og medievidenskab.
Luise er halvt dansker og halvt mexicaner. Hun elsker film af Truffaut og har en stor svaghed for paraplyer og japanske kirsebærtræer. Hun har en rød altan og bor på Nørrebro.
Samarbejdspartnere
Mikkel Helldén-Hegelund, Nørrebro Bibliotek
Mikkel er halvsvensker opvokset i Nordjylland. Han flyttede til København efter gymnasiet og her dansede, festede og protesterede han sig igennem 1990érne.
Efter uddannelse på Danmarks Biblioteksskole begyndte han på Nørrebro Bibliotek hvor han har prøvet at starte så mange sjove og skæve projekter som muligt for at gøre livet bedre og mere underholdende for Nørrebros beboere – specielt de unge.
Mikkel har blandet meget andet været med til at starte et menneskebibliotek kaldet KarriereBiblioteket, et Demotek med hvor man kan låne musik, skrift og film produceret af unge og så har han arrangeret Nørrebros egen HipHop Skole. Mikkel elsker sin familie, vinylplader, kaffe, kortspillet Uno og tanken om at udvikle biblioteket til et kreativt laboratorium for Nørrebros unge.
Katrin Nolsøe, Nørrebro Ungdomsskole
Katrin er født og opvokset på Færøerne og kom til Danmark som 18 årig. Hun blev uddannet som skrædder og tilskærer på bl.a den gamle Kunstværkerskole. Karrieren i ungdomsskolen begyndte med et hold for unge piger, som ville lære at sy. Efter et par år som underviser, blev hun leder af fritidsundervisningen i ungdomsskolen på Østerbro. I fritidsundervisningen gives der rig mulighed for at lave særlige undervisningstilbud.
Katrin har blandt andet været initiativtager til at lave en censureret kunstudstilling for unge i København i samarbejde med unge i Malmø. Den har nu udviklet sig til, at 4 af de største byer i Danmark også har ønsket at være med. Det er derfor en oplagt opgave for ungdomsskolen at være med til at støtte et projekt som “Ordskælv”, da ungdomsskolen er til for unge mennesker, som ønsker at bruge deres fritid aktivt. ‘





